MORDEREN VAR “GAL, ET DYR, ET MONSTER”, MEN OGSÅ EN GÅDE.
HAN BLEV FRIKENDT
Tunge maskiner og motorsave blev
transporteret til lejrområdet, mens man søgte
efter spor i området. Betjente fra Oklahoma
State Bureau of Investigation (OSBI) og
politipatruljer blev sendt til gerningsstedet
for at hjælpe betjentene fra Mayes County i
jagten på barnemorderen. Det var lykkedes
gerningsmanden at undslippe. Man mente, at
drabene fandt sted i tidsrummet mellem kl.
02.00 og 04.00, og at de to yngste piger var
døde i teltet, mens Doris var blevet slæbt ud og
dræbt et andet sted.
Inde i teltet var der blodige madrasser og
en blodpøl på jorden, som man hurtigt havde
forsøgt at tørre væk.
Det var sheriff Weaver, der nævnte Hart
sommuliggerningsmand. 10 dagesenerefandt politiet flere genstande i hulerne i
området, svarende til dem, der blev fundet på
gerningsstedet. Dette blev betragtet som bevis
på, at Hart havde været i området, da drabene
blev begået. Men i 10 lange måneder forblev
Hart på fri fod i Cookson Hills.
Dr. Robert Phillips, klinisk psykolog
i Oklahoma, gjorde sig tanker om
gerningsmandens profil. Phillips udtalte, at
gerningsmanden lider af “et overvældende
mindreværdskompleks” og var fuld af had mod
sig selv og sine omgivelser. Psykologen mente
derfor, at hævn var hans motiv. Han hævdede,
at personen, som stod bag, havde fundet en
måde til at hævne sig på samfundet, som “han
følte havde behandlet ham dårligt”. Han havde
enfornemmelseaf,atsex-sadistenvilleslåtiligen.
Takket være et tip den 7. april 1978 formåede
politiet at finde Hart i Tahlequah, kun 80
kilometer fra lejrområdet. Han blev pågrebet
og varetægtsfængslet. I et forhør bedyrede han
sin uskyld. Ifølge det eneste avisinterview, han
nogensinde gav, i Cherokee Advocate, vidste
Hart, at han var mistænkt, men han sagde, at
han håbede, at politiet ville finde den, der rent
faktisk havde gjort det, og at han dermed ville
forsvinde fra politiets radar. Selvom Hart var
anbragt bag tremmer, var lokalsamfundet ikke
overbevist om, at han var gerningsmanden.
Retssagen mod Hart begyndte i februar- I en tætpakket retssal hvilede
anklagemyndighedens påstand på to ting.
En kemiker vidnede om, at man havde
fundet hår fra Harts på pigernes lig. En
anden ekspert mente, at sæden på ofrenes
lig var fra Hart, men forsvarsadvokaten
hævdede, at bevismaterialet ikke var blevet
behandlet korrekt. Et vidne kunne oplyse, at
fingeraftryk på lommelygten ikke tilhørte Hart.
I et kontroversielt vidneudsagn hævdede en
tidligere ven fra fængslet, at sheriff Weaver
havde konfiskeret Harts bryllupsfotografier, da
sidstnævnte blev fængslet i 1973. Han hævdede
at have set dem på sheriffens skrivebord.
Forsvaret anførte også, at den dømte kidnapper,
røver og voldtægtsmand Bill Stevens muligvis
var gerningsmanden, men en kontrol viste, at
han ikke var i dette område, da mordene blev
begået.
Efter en seks måneder lang retssag tog det kun
juryen seks timer at nå frem til en afgørelse. De
mente ikke, at Hart alene kunne have dræbt
de tre piger midt om natten uden hjælp, bl.a.
fordi ofrene var blevet slæbt væk fra teltene.
Juryen nægtede at dømme Hart, men Weaver
og en række andre politifolk mente, at man
havde løsladt en morder. “Der er ingen af de
myndigheder, der har arbejdet med sagen,
som er i tvivl om Harts skyld”, sagde Weaver.
Han blev sendt tilbage bag tremmerne for at
fortsætte afsoningen af sin tidligere. Under
en gårdtur blev han ramt af et alvorligt
hjerteanfald og døde tre måneder efter, at han
var blevet frikendt for drabene på de tre piger -
få dage efter interviewet i Cherokee Advocate.
På trods af retsmedicinerens erklæring om
dødsårsagen, gik der rygter om, at han var
blevet forgiftet.
(^) HART VIDSTE, AT HAN VAR MISTÆNKT, MEN
HÅBEDE, AT POLITIET VILLE FINDE DEN
SKYLDIGE
Hart bedyrede sin uskyld under hele sagen.
Han blev frikendt for drabene, men blev
sendt tilbage i fængslet for at afsone en
tidligere dom.
SLÆBT VÆKFRATELTET