BØRN,SOMDRÆBER
Varevognschauffør Mark Pimblett hævdede, at han så en
af drengene sparke den lille dreng på armen.
Sandsynligvis er han den sidste, der så James i levende
live. En 12-årig pige så de tre drenge nær Walton Vollen kl.
17.20. Walton Lane Police Station ligger meget tæt på dette
sted. I få sekunder så hun James blive skubbet mod vejen, og
hun sagde, at han grinede. Hun så, at en af de store drenge
kravlede op mod rampen, og at den anden dreng fulgte efter
med James i sine arme.
Da vidnerne i retten beskrev, hvad de havde set, var de
anklagede drenge optaget af andre ting, som at lege med
clips. Robert holdt hænderne i gang ved at rode med
lommetørklædet og betragtede omgivelserne, som om han
sad i et kedeligt klasseværelse. Man bemærkede hans stive
blik på journalisterne, mens Jon græd og lænede sig mod den
ledsagende socialarbejder. Når han ikke græd, forsøgte hans
blik at fange forældrene - de sad en armslængde væk. Men de
tilbragte det meste af deres tid med at stirre ned i gulvet.lavalder
Med de klare beviser på, at drengene havde dræbt James,
koncentrerede forsvarerne sig om at hævde, at drengene
ikke var modne nok til at overskue konsekvenserne af deres
handlinger. De mente ikke, at så unge drenge kunne være
strafferetligt ansvarlige. I fire dage fyldte de anklagedes
stemmer retslokalet, idet man afspillede politiforhørene.
Den første, man hørte, var Robert. Han nægtede konsekvent
at have dræbt James, før han hulkede: ”Hvorfor kan jeg
ikke komme hjem til min mor? ... Jeg vil ikke sove her”.
Jon virkede mere plaget under forhørene, hvor han til sidst
tilstod: ”Jeg dræbte ham - men hvad med hans mor? Kan dufortælle hende, jeg er ked af det?”
Jon hævdede, at det var Robert, der havde foreslået at
stjæle et lille barn og efterlade det på en vej for at få det
til at se ud som en ulykke. Da de opdagede James udenfor
slagterbutikken, hvor moderen betalte ved kassen, var det
Jon, der foreslog at tage ham med, men Robert var den, der
foreslog at dræbe. De tre drenge var gået langs kanalen, da
Robert havde forsøgt at få Jamie til at spejle sig i vandet, så
han kunne skubbe ham i og lade ham drukne. Men James
ville ikke se ned i vandet. Så havde Robert løftet ham op og
kastet ham i jorden. Sådan fik han den bule i panden, som
flere vidner bemærkede senere.
Dr. Susan Bailey, psykiater ved retsmedicinsk afdeling
for ungdom, udtalte, at Jon ikke kunne komme med
meningsfulde forklaringer om mordet - ikke engang til hende.
Dr. Eileen Vizard, en anden psykiater, forklarede i retten,
at Robert fik en posttraumatisk stresslidelse i perioden efter
mordet. Da drengene kun fremlagde begrænsede detaljer om,
hvad der var sket, og da der ikke var noget bevis for deres
tilstand, blev forsvarets argument om, at drengene ikke kunne
holdes ansvarlige, svækket. I den afsluttende procedure
beskrev anklageren begge drenge som lige skyldige - de ville
hellere undgå at blive opdaget end at hjælpe James: ”Sammen
mishandlede de James. Robert Thompson sparkede drengen
for at overtale ham, og Jon Venables tog ham med. Jon førte
ham væk fra indkøbscenteret, mens Robert viste vej. Robert
bar ham op ad rampen ved jernbanesporene, og Jon viste vej.
De hørte hinandens løgne til de voksne ... Hvis en forbrydelse
nogensinde har været begået i tæt samarbejde, så er det
denne. De var helt indlysende sammen om det, da James blev
påført de frygtelige skader”.
Forsvarets procedure understregede, at ingen af drengeneOVERDommerMorlandfremkom
medenskarpbemærkningom
voldeligefilmsindvirkningpå
børnogsagdei retten,at “jeg
formoder,at forvoldeligefilmkan
væreendelaf forklaringen”.
VENSTREJames’lig blevfundet
to dageefter,at hanvarblevet
dræbtden14.februar 1993 ved
jernbanesporene.