VERHenrivanBreda,studerede
edPerthUniversityogvartiltalt
or at havedræbtsinmor,farog
ror,samtforsøgtat dræbesin
øster.Hannægtedesigskyldigi
nklagerne.Da han blev spurgt, hvorfor det tog ham så lang tid at give
politiet besked om begivenhederne, hævdede van Breda, at
han var besvimet på trappen, da han så, at familien var blevet
hugget ihjel. Medicinske eksperter, som var hentet ind af
hans advokater, vidnede om, at hævelserne i hans ansigt og
hoved passede med, at han var besvimet, og at han havde
fået stillet diagnosen juvenil myokloniskepilepsi, en meget
almindelig form for epilepsi, samme efterår.
Tracey Stewart fortæller, at en af de ting, der slog hende,
da hun lyttede til van Bredas alarmopkald, hvor han fortalte
operatøren, at hans søster stadig levede, var: “Jeg synes, det
var mærkeligt, at han havde angrebet familien og ladet Marli
leve i betragtning af, at hun jo kunne være et øjenvidne”,
siger hun.
Men modargumentet var, at hun aldrig skulle have overlevet,
og at han troede, at hun ville dø. Uanset hvad - hvis du
forsøger at undslippe en forbrydelse, ville du vel have sørget
for, at hun ikke overlevede?”
Politiet rapporterede, at de ikke havde fundet spor af
fremmed DNA på stedet, og de havde heller ikke fundet
fingeraftryk eller fodspor fra fremmede på gerningsstedet,
hvilket ellers ville have styrket Van Bredas historie om et
indbrudsforsøg i.
Stewart er enig i, at analysen af blodpletterne var afgørendeVANBREDAMØDTEI RETTENMEDENDETALJERETOGTRINVIS
GENFORTÆLLINGAFHANSKAMPMODOVERFALDSMANDEN.
Ifølgevan
Bredagreb
overfaldsmanden
hanshøjre
underarmi et
forsøgpåat fjerne
hamfraøksen.
Mandenløftede
dereftervenstre
arm,hvorhan
holdtenkniv.
Forat forhindre
indbrudstyven
i at dræbe
hamgrebhan
overfaldsmandens
venstreunderarm.Overfaldsmanden
fortsatte med at
angribe ham. Van
Breda blev stukket
og fik stik i brystet.
Overfaldsmanden
skar ham også i
venstre arm, men
ifølge van Breda
holdt han stadig
fast i mandens
højre underarm,
hvilket forhindrede
ham i at blive
alvorligt såret.OV
ve
fo
br
sø
anMTT
OO