det meste bagsædet. Han tog en stor skraldepose med sig på
trawleren, og den lignede den affaldspose, man senere fandt
Birnas id-kort i.
Nikolaj blev løsladt kort efter gennemgangen af alle
overvågningsoptagelserne, og de retsmedicinske analyser, da
der ikke blev fundet blodspor på hans tøj eller spor af hans
DNA på nogle af Birnas ejendele. Alle beviser pegede på
Thomas Olsen.
Der blev indkaldt 37 vidner i løbet af retssagen. Da Nikolaj
sad i vidneskranken, var han ret sparsom med detaljer. Han
informerede dommeren om, at han var “skide fuld”, da han
blev spurgt, hvorfor han ikke kunne gengive detaljer. Han
fortalte derefter om den røde Kia Rio: “Jeg ville tage tilbage
til båden, men Thomas ville køre en tur. Jeg husker meget
lidt”. Nikolajs forklaring indeholdt noget om en pige, der
kom ind i bilen på Laugavegur, men han kunne ikke huske,
om bilen var stoppet et eller andet sted på vejen mellem
Reykjavik og Hafnarfjörður. Han fortalte, at Thomas havde
efterladt ham på trawleren om morgenen, før han kørte, men
han var usikker på, om Birna havde været i bilen, da han var
gået. Nikolajs erklæring var i god overensstemmelse med
videoklippene, mens Thomas modsagde både kollegaens og
sine tidligere udtalelser.selvmodsigelser
og glemsomhed
Thomas Olsen nægtede at have noget med mordet på
Birna at gøre, men han indrømmede, at han havde siddet
i bilens bagsæde, hvor man senere fandt de voldsomme
blodmængder. Der var store dele af natten, han ikke kunne
redegøre for, herunder den røde bils bevægelser. Thomas
havde tidligere fortalt, at han havde sat Birna af uden for et
Reebok-studio i Reykjavik, men historien hang ikke sammen.
Overvågningsbillederne fra Reebok-studiet viste ingen spor
af bilen. I retten ændrede han historien, modsagde sig selv
og havde ofte problemer med at besvare spørgsmål. Det
virkede som, han forsøgte at flytte opmærksomheden væk
fra sig selv, hvilket tydede på, at Nikolaj nok vidste mere om
forbrydelsen.
Selvom Nikolaj havde været meget beruset (noget flere
vidner kunne bekræfte i retten) og ikke havde kørekort, gav
Thomas Nikolaj skylden og hævdede, at Nikolaj kørte bilen
den nat. Han sagde, at han var gået ud af bilen for at tisse, og
at Nikolaj var kørt væk med Birna. I retten forklarede han
sig via en grønlandsk tolk og sagde: “Jeg ser, at han kører
væk fra mig, og jeg ved ikke, hvor længe han var væk. Jeg
tog ikke min telefon med. Jeg kiggede bare på stjernerne. Så
kom Nikolaj alene tilbage. Jeg spurgte, hvor hun var, og han
fortalte, at hun boede i nærheden, og at hun havde besluttet
sig for at tage derhen”.
Da han blev spurgt om de andre begivenheder den nat,
herunder hvorfor han havde parkeret i et stykke tid dér, hvor
Birnas støvler var blevet fundet, svarede han: “Jeg havde en
pakke, der skulle med tilbage, så jeg gik ned bag ved havnen
... Jeg tror, jeg sov lidt”. Da Thomas blev spurgt om mærkerne
på hans krop og underarm, insisterede han på, at disse ikke
var resultater af kamp, men det mente lægerne, de var. Han
hævdede, at han ofte kradsede sig selv i søvne. Da han blev
konfronteret med, at hans historie havde ændret sig, var
Thomas snedig og gav politiet skylden. “De viste mig billeder
af noget, jeg ikke havde gjort og skældte mig ud. De forsøgte
at bruge min kæreste til at presse mig. De sagde, at de villeVENSTREDeto unge
mistænkte,Thomas
Olsen(ovenfor)ogNikolaj
Olsen(nedenfor).Da
Nikolajblevløsladtfra
varetægtsfængslingen,
varThomasdeneneste
mistænkteformordetpå
Birna.OVERT.V.Frivilligefraden
islandskeeftersøgnings-og
redningstjenesteICE-SAR,
indlederdereseftersøgning.OVERT.H.Enlilledelaf
ICE-SARseftersøgningshold
arbejdersignedmod
kysten,hvordefinderspor
ogtil sidstBirnaslig.TIDERNES VÆRSTEMORD