sprog, neurologiske lidelser, opførelse af musik og følelser i musik. Vigtige emner i konferencen i
Montreal 2008 var rytmer i hjernen, musikterapi og musikalsk hukommelse. Konferencen i Edinburgh
2011 præsenterede forskning i auditiv genkaldelse af musik, kulturelt orienteret hjerneforskning og
musikkens rolle i genoptræning efter hjerneskade.
Rapporter om hver enkelt konference fremhæver vigtige undersøgelser, påpeger kritiske kom-
mentarer der blev fremsat ved konferencen, og vurderer forskningsresultater og forskningsproble-
mer. En opsummering fremhæver bemærkelsesværdig ny forskning, blandt andet undersøgelser af
tonehøjdeperception og den auditive cortex, musikalsk udtryk og stærke følelsesoplevelser, og be-
tydningen af spejlneuronsystemer.
Et forskningsproblem der ofte dukkede op i konferencepræsentationerne, var spørgsmålet
om økologisk validitet, det vil sige betydningen af forskningens resultater i det virkelige liv uden for
laboratoriet. Den økologiske validitet var ofte lav, fordi der blev brugt sinustoner og syntetiske toner i
forsøgene i stedet for akustiske toner og rigtig musik. Desuden var der en overvægt af dur-moll tonal
musik i forsøgene. Studier af improvisation, ny musik og slagtøjsmusik var helt fraværende, og der
var kun få studier af vokalmusik, populærmusik og musik fra ikke-vestlige kulturer.
En oversigt over musiktyper i PhD-afhandlinger i musikterapi 2002-2008 fra AAU er grundlag for at
sammenligne musik og musikalsk praksis i hjerneforskning og musikterapiforskning. En sammenlig-
ning med hjerneforskning fra konferencerne 2002-2008 viser følgende:
I musikterapi bruges sang og stemme i vidt omfang som middel til kommunikation og interak-
tion. I hjerneforskningen er der kun få studier af sangstemmen, og de er begrænset til studier af en-
kelte toner eller studier af børnestemmer.
I receptiv musikterapi lytter klienten til udvalgt musik guidet af en terapeut. Musikudvalget
består typisk af hele musikstykker eller satser, og virkningen af terapien afhænger af musiklytning
over en vis tid. I hjerneforskningen indgår hele musikstykker kun sjældent. Kun to studier af stærke
musikoplevelser er baseret på hele stykker.
I musikterapi er improvisation en kerneakivitet. Musikalske improvisationer er baseret på spon-
tant samspil mellem klient og terapeut, og kan omfatte stemmeudfoldelse, spil på melodi- og slagtøj-
sinstrumenter, gestus, kropsbevægelse og ansigtsudtryk. I hjerneforskning kræver målemetoderne
at forsøgspersonen sidder eller ligger stille, så studier af aktivt samspil og kropsbevægelse er ude-
lukket. Det vil sige at neurovidenskabelige studier af improvisationer ikke kan lade sig gøre.
Kapitel 4. The Musical Timespace inkluderer 75 sider af bogen fra 1996. Disse uddrag præsenterer
en kort sammenfatning af bogen, som indeholder redegørelsen for de musikalske lyttedimensioner
og oplevelsen af musikkens rum. Det er bogens udgangspunkt at hørelsen ikke er skabt til musiklyt-
ning, men til overlevelse i den omgivende verden. Lytningens grundlæggende funktioner er identifi-
kation og lokalisering af lyd, og registrering af bevægelse.
Materiale til undersøgelse af lyttedimensionerne er musik der bygger på det naturlige lyd-
kontinuum, som ikke er inddelt i skalatrin. Det naturlige lydkontinuum udnyttes i kompositioner af
Xenakis, Ligeti, Lutoslawski og Ives. Det er undersøgelsens resultat, at de fem basale lyttedimensi-
oner i musik er intensitet, klangfarve, tonehøjde, bevægelse og puls. De fire sekundære lyttedimen-
sioner er melodi, rytme, harmoni og mikromodulation. Undersøgelsen viser også, at musiklytning
integrerer oplevelsen af tid og rum i et virtuelt tids-rum, et timespace.
Musikfænomenologers observationer bekræfter oplevelsen af et musikalsk rum. Udforskning
af hørelsens funktioner bekræfter også den rumlige lytning og de basale lyttedimensioner.
Kapitel 5, Present Moments beskriver et fælles forskningsprojekt. Forfatteren og en erfaren GIM-te-
rapeut samarbejdede om at designe et nyt program til GIM-terapi. Programmet er baseret på nutidig
musik af Bartok, Corigliano, Messiaen, Tavener, Pärt og Tormis. Programmets terapeutiske poten-
tiale blev testet i ikke-kliniske og kliniske sessioner, som viste at programmet var velegnet til klinisk
terapeutisk arbejde med et passende udvalg af patienter. Målet med Present Moments er at tilbyde