en oplevelse af centreret nærvær og blid kropsenergi. Musikkens gennemgående sammenhæng
fremmer introspektion, rolig billeddannelse og dyb oplevelse af krop og bevægelse.
Kapitel 6. Subcortikal og cortikal bearbejdning af lyd og musik i hjernen opsummerer forskning der er
vigtig for forståelsen af hjernens og de auditive systemers funktioner. Gerald Edelmans og Antonio
Damasios teorier underbygger forståelsen af hjerne og bevidsthed. Korte beskrivelser klarlægger
de auditive nerveforbindelser, som både går fra øret op til hjernen og den anden vej fra den auditive
cortex til sneglen i det indre øre. I disse forbindelser bearbejdes lyden på seks niveauer.
Til slut rapporterer dette kapitel studier af de omfattende netværk i hjernen, som aktiveres af
musik. Et helt nyt eksperiment er værd at fremhæve. Det er et studie af de hjerneaktiviteter der frem-
kaldes ved lytning af et helt stykke musik, en tango af Piazzolla.
Kapitel 7. Embodiment opsummerer forskning i kropsoplevelse. Af særlig interesse er Daniel Sterns
nyeste bog, Forms of Vitality fra 2010. Her præsenterer Stern en endegyldig version af sin teori om
oplevelsen af vitalitetsfølelser, vitalitetskonturer og vitalitetsformer i kroppen, og han sætter sin teori
i forbindelse med forskning i neurotransmittere. Neurotransmittere produceres i hjernestammen og
sendes ud til store dele af hjernen. Det er Sterns opfattelse, at interaktionen mellem fem neurotrans-
mittersystemer udgør grundlaget for utallige variationer af vitalitetsformer.
Både fænomenologi og hjerneforskning udforsker kropsoplevelsen, embodiment. I 1990rne
udarbejdede Francisco Varela et forskningsparadigme, der skulle forene fænomenologi og hjerne-
forskning i neurophenomenology. Ambitiøse forskningsprogrammer blev fremlagt, men der blev kun
udført få eksperimenter. Varela døde i 2001, og neurofænomenologi er stadig et uafsluttet projekt.
Kapitel 8. Diskussion fremhæver tre resultater af denne afhandling. Et resultat er udviklingen af en
eksperimentel fænomenologisk lyttemetode. Et andet resultat er det nye GIM-program Present Mo-
ments. Det tredje resultat er den korte version af The Musical Timespace, som er klarere og mere
velunderbygget end den oprindelige tekst. Dog er der stadig behov for mere grundig udforskning af
lyttedimensionerne.
Endelig må det påpeges, at det er en mangel ved afhandlingen, at den seneste konference
The Neurosciences and Music IV 2011 ikke indgår i fuldt omfang i undersøgelserne.