True Crime – September 2019

TIDERNESVÆRSTE MORD

UNDEREt GipsyKings-

kassettebåndsomElenafandti

denførstecellei enafspillervar

enlille,menvigtigtrøst.

befandt mig i en bil og var forfærdelig svimmel. Jeg kan ikke

gengive noget mere specifikt, og det er sikkert fordi, det stof,

jeg fik, virker på hukommelsen.

Vidste du med det samme, at mændene i bilen var

tjetjenere?

Det tog et stykke tid, før jeg forstod det, da hele bilturen fra

min hjemby til Tjetjenien tog fire til fem timer. Det tog tid,

før jeg kom til mig selv og blev klar i hovedet, og så forstod

jeg, at de var tjetjenere - de havde nogle specielle træk. Jeg

kendte den ene af mændene og vidste, at han var tjetjener.

Dette var den mand, du kaldte “italieneren”?

Ja, men jeg ændrede hans navn i bogen, som jeg skrev om

sagen. Han havde et andet kaldenavn. Jeg vidste, at de var

tjetjenere, fordi der er så mange af dem i vores by. Det er en

meget kompleks by. Kulturen er blandet.

Havde du nogen grund til at frygte folk fra Tjetjenien, før

du blev bortført?

Alle, der følger med i de russiske nyheder, ved, at folk fra

visse områder i Rusland ofte deltager i kriminelle aktiviteter,

f.eks. kidnapning og terrorisme. Måske var jeg en smule

nervøs, men ikke så meget, for dette var i begyndelsen, før

det blev meget værre. Gruppen blev sandsynligvis ledet af en

anden person, én som sad i baggrunden og trak i trådene.

Forstod du, hvilken indflydelse krigen havde på din

tilværelse som fange?

I begyndelsen var jeg i chok, og jeg anede ikke, at krigen ville

blive så langvarig og brutal. Det lyder meget mærkeligt, men

jeg tror, at krigen måske hjalp mig i et vist omfang. Jeg gætter

på, at jeg blev solgt som slave i slutningen af fangenskabet, og

at krigen kom i vejen for overleveringen. I alle disse år har jeg

tænkt og analyseret, hvad der skete, hvordan det kunne have

udviklet sig til noget, der var bedre eller værre. Jeg oplevede,

at krigen hjalp med at holde mig i live. Da jeg indså, at krigen

var på vej, vidste jeg ingenting og troede, at den bare ville

gøre min situation værre. Det er alt. Hvis det ikke var for

krigen, ved jeg ikke, hvordan det var gået. Jeg ville nok ikke

have overlevet, og da der ikke var nogen telefonlinje og ingen

kommunikation, fandt der heller ingen forhandlinger sted.

På det tidspunkt vidste de nok ikke, hvad de skulle gøre med

mig.

En af kidnapperne nævnte, hvad der sker med gidsler,

når løsepengene ikke bliver betalt ...

Jeg var bange for meget mere end det, jeg nævner i min bog.

“Den lille” bortfører overfusede mig konstant med grimme

ord. Hver eneste dag ydmygede og truede han mig.

Du klamrede dig til den beskidte badekåbe, de gav dig, og

et Gispy Kings-kassettebånd til en kassettebåndafspiller.

Dette var dine fysiske glæder i hverdagen, men hvilke

tanker fandt du trøst i? Hvilke overlevelsesmekanismer

havde du?

Det er svært at sige ... hver dag var en kamp. Og hver dag

ledte jeg efter noget, der kunne redde mit liv eller få mig til at

føle mig lidt bedre. Håbet og troen var det eneste, der holdt

mig i live. Tanken om min mor var den mekanisme, der holdt

mig i gang, fordi vi stod hinanden så nær. Hun er min bedste

ven - det er hun stadig. Jeg mistede kontakten med hende, da

jeg blev bortført, og det var hårdt.

I bogen vender du ofte tilbage til din mor. Tænkte du ofte

på din mor, og hvordan tacklede hun situationen?

Det er lidt underligt. Vi talte ikke om alt dette før sidste

sommer, måske. Da jeg kom hjem, var jeg lidt ... vi kunne ikke

tale om, hvad der var sket, fordi det var så slemt, det var så

nyt, så ... hvis vi begyndte at tale om det, var det som at starte

forfra. Vi talte aldrig om det. Og i Rusland fik man ikke hjælp

fra terapeuter eller læger. Jeg forsøgte at fortrænge det, jeg

forsøgte at begrave det dybt inde i mig. Så da jeg besluttede

mig for at skrive en bog, var hovedtanken, at den var til

hende, fordi jeg mente, at hun havde ret til at vide, hvad der

var sket. Jeg skrev bogen på russisk, så hun kunne læse den

og få at vide, hvordan det havde været.

For at kunne skrive bogen måtte jeg tale med hende om,

hvad hun tænkte og følte. Og på den måde begyndte vi at

MÅSKE VAR JEG EN SMULE NERVØS, MEN IKKE

SÅ MEGET, FOR DETTE VAR I BEGYNDELSEN, FØR

DET BLEV MEGET VÆRRE.