True Crime – September 2019

tale om det. Hun fortalte mig nogle ting ... hun græd. Hun

låste sig inde på et værelse og læste bogen, sandsynligvis

flere gange. Jeg tror, det har været en slags terapi for hende

også, for i alle disse år har hun kun kunne gætte på, hvad der

var sket, og hvordan jeg havde haft det. For hende var det et

vigtigt øjeblik. Bagefter krammede vi hinanden, og jeg kunne

se, at hun græd. Måske fandt hun en form for forsoning i

det. Når sådan noget sker, forestiller du dig det allerværste.

Det gør stadig ondt at tale om det. Selv nu. Jeg talte for nylig

offentligt om bogen for første gang, og jeg kunne næsten ikke

... Jeg brød ud i gråd. Det spiller ingen rolle, hvor lang tid, der

er gået, for det stikker stadig i hjertet. Jeg tænker, at det er

naturligt, men jeg er stærk - jeg er glad og har det godt.

En af dine kidnappere, Aslan, blev nærmest som en ven

for dig, selvom han tog dig til fange. Det ser ud som om, I

var tæt på hinanden. Udviklede du et venskab med ham?

Når du er hele tiden er nedtrykt, og du er ved at miste alt håb,

finder du nogen - et væsen, et dyr, en mand - ethvert væsen,

der viser dig sympati, og man danner et bånd. I en desperat

situation, som den jeg var i, var det den eneste måde jeg

kunne ... planlægge at slippe fri. Hver eneste dag håbede jeg,

tænkte og planlagde at komme ud derfra, og jeg indså, at han

var den eneste, der måske kunne hjælpe mig.

Tror du, han havde medfølelse med dig?

Jeg ved det ikke. Det tror jeg, men jeg er stadig usikker på om

han blev dræbt. Måske måtte han bare distancere sig fra mig.

Det er svært at sige, da han aldrig er blevet fanget, og jeg ved

ikke, hvad der skete med dem. Jeg ville have foretrukket at

få vished. Og måske er det sandt, at han er død. Det er, hvad

”Ræven”s mor fortalte mig.

Du nævner, at “Ræven”s mor sendte dig ondskabsfulde

blikke - kan hun have løjet bare for at såre dig?

Jeg ved ikke, hvad årsagen var. Måske fandt de ud af, at Aslan

ville hjælpe mig? Vi vil nok aldrig få svar på dette.

Vidste du, hvor du var, da du sad fanget i den sidste af de

tre celler?

Jeg vidste, hvad stedet hed, men jeg ændrede navnet i bogen,

for ikke at gøre tingene værre. Da jeg talte til politiet efter at

jeg var kommet hjem igen, vidste de præcis, hvor i Tjetjenien

jeg havde været.

Og en eftermiddag var der usædvanligt stille udenfor. Du

åbnede lugen, og der var ingen, der stoppede dig. Hvor

langt måtte du gå?

Jeg har virkelig ingen anelse om, hvor langt jeg gik efter

GENBANDEMEDLEMMER BLEV FANGET, OG

TERFORSKNINGEN VAR STADIG UAFKLARET I APRIL

00.EFTERSOM KIDNAPPERNE VAR PÅ FRI FOD,

NNE ELENA MED DETTE BREV FÅ ASYL I USA.

n henvendelse er blevet gennemgået af den lokale anklager”.

t er en kendsgerning, at den 4. oktober i Astrakhan kidnappede

rgeren [navnet er strøget] Nikitina Elena Leonidovna, født 1973,

førtehende under trussel om vold til Tjetjeniens territorium, hvor

n blev holdt som gidsel med krav om løsepenge, en betydelig

ngesum, som skulle indbetales af hendes mor, LA Marmilova ...

nderden indledende efterforskning af sagen den 3. februar

95 blev borgeren [navn strøget] tiltalt i henhold til artikel 148,

5, i den russiske straffelov (bortførelse mod løsepenge, krav

overførsel af værdier i forbindelse med gidseltagning af en

ganiseret, kriminel gruppering), og arrestordren udstedt ...

Den 7. juni 1995 flygtede borgeren E. L. Nikitina fra sit tjetjenske

genskab nær byen [navn strøget] i Republikken Tjetjenien og

dt vej til de russiske føderale troppers lejr.

dligere blev den oprindelige efterforskning af sagen suspenderet

n 5. juni 1995 på grund af den igangværende eftersøgning af

vnetstrøget], der er tiltalt for forbrydelsen. Der er ikke grundlag

at ændre den beslutning, der er truffet”.

INNG

EFT

20

KU

“Di

Det

bor

og

hun

pen

U

199

del

om

org

fan

fan

Tid

den

[na

for

(^) JEG TOG MIT TØRKLÆDE AF OG BEGYNDTE
AT VIFTE MED DET SOM ET FLAG
TIDERNESVÆRSTE MORD