True Crime – September 2019

re

r

ede

nne

nken

et

nde

kede

en

ge

er

des

D

e fleste af os har et ønske om på et tidspunkt i vores

liv at finde en person, vi kan dele vores dybeste

hemmeligheder med, men det er blevet sværere og

sværere i internettets tidsalder. Vi trækker os tilbage i vores

hjem og i cyberspace, og her skaber vi en stor del af vores

identitet. Vi venter. Vi gemmer os. Denne gemmeleg kan

være lige så uskyldig som at bruge et manipuleret foto som

profilbillede på de sociale medier, eller det kan indebære at

påtage sig en helt anden personlighed, hvor fantasier bliver

virkelige i det skarpe lys fra computerskærmen. Det var der,

Armin Meiwes var. Om aftenen den 9. marts 2001, efter flere

års jagt på “den rigtige”, mødte han Bernd Brandes i den lille

by Rotenburg i Tyskland.

Efter et måltid - der bestod af Brandes penis - tog han et

bad, hvorefter han langsomt forblødte og døde. Derefter

skar Meiwes ham op i passende stykker, præcis som de

havde aftalt. For dem var dette realiseringen af en vanvittig,

grotesk fantasi. For det tyske retsvæsen og for en uforstående

befolkning var det usædvanligt modbydeligt. Havde dette

noget med kærlighed at gøre? Er det rigtigt at gribe ind, når

forbrydelsen ligger i fuldbyrdelsen af et samtykke om total

hengivenhed, hvor man helt og holdent overgiver sig til sin

partner. Indtil døden skiller?

kedelige Armin

Armin Meiwes er forbavsende gennemsnitlig. Efter

retssagen og dommen i 2006 accepterede han at deltage

i dokumentarprogrammet ”Interview With A Cannibal”.

Han sad i et rum, der kunne have været et hvilket som helst

kontor bortset fra de smalle, hvide tremmer foran vinduet.

Den tidligere it-konsulent havde en enkel blå skjorte på og

enpeni brystlommen.Hansurvarmarkant,neglene var

velplejedeogdetlidtkrølledehårvarpæntredt.Hanlignede

hyggesnak og

kannibal-chat

Meiwesseksuelledrivkraftvarligesåstærksomhosand

mænd, meni stedetforatskrivenogle fåsexbeskeder,

tilbragtehanmegettidi forskelligechatrum.Hanva

ikke interessereti entilfældigflirt,menkoncentrere

sigomnoget,deri sidsteende opslugteham

fuldstændigt:kannibalfantasier.

Kanibal-chatrummenevarsteder,hvormankun

drømmeomatblivespistellerfåorgasmevedtan

omatsmage enandenpersonskød. Medskærpe

appetitmødteMeiwesnogle afsinenetflirteri

virkeligheden,mendettevarbareenuforpligten

leg,da ingenafdissemændi virkelighedenønsk

athengivesigtilnogetandetendrollespil. De

længtesefter smagenafforventningogtabu,me

havde intetønske omatfortærenogen.Meiwes

blevkedafdetogirriteret,ogbrugtede forskellig

foraertilatsøgeefteren“ung,velbyggetmand,d

(ønsker)atblivespist”.SvaretfraBerndBran

forandrede Meiwesliv.

Han mindende megetom

Meiwes med

mestafalt ensuccesfuldforretningsmand.

Som8-årigboede Meiwespålandet,oghanelskededyr.

Da faderenogbrødrenestakafhjemmefra,overtoghan

rollensom“mandenihuset”ogpassede sinsygemor.

Dahundøde,varhan 12 år i militæret,førhanblev

computerprogrammør.

Ensomhederindustrialiseringensforbandelse,

somerblevetmerefremtrædende mednettets

illusionom,atvialle erfælles,selvomvikunser

billederafhinanden.Flerestudierharvist,at

sociale medierfaktiskgørosmeredeprimerede

endtidligere,ogatvimåske rykkertætterepå

afgrunden.Meiwesafgrundvaranderledesendde

flestes.Hanhavde succesogboede i etstorthus

i enlilleby,hvorallekendtehinanden.Hanvar

venligogimødekommende,hjalp naboernemed

havearbejde,børnepasningogbagtetilmedbrød

sammenmedbørnenevedkøkkenbordet.Der

blevskabtbåndogbekendtskaber,menikke af

densolide slags. Ingenkomhelt indunderhuden

påham.

Meiwes stirrer direkte ind i kameraet

med skuldrene sænket, muligvis i

resignation, da han får sin dom i 2006.

HØJRE Meiwes enorme

aristokratiske hus var skjult bag

træer. I de højloftede værelser

har han måske følt sig ensom.

TIDERNESVÆRSTE MORD